Enghaveparken modtager Københavns Kommunes Bygningspræmiering 2020i kategorien ‘Bymiljø’. Det er en præmiering af den nye klimapark som Tredje Natur har været arkitektrådgiver for, samt genopførelsen af Arne Jacobsens boder.
I København har man præmieret arkitekter og bygherrer bag særligt bemærkelsesværdig arkitektur siden 1903 og prisen er dermed en af de ældste af sin slags.
Bedømmelsesudvalget skriver:
“Enghaveparkens Klimapark er valgt, fordi det er en flot fornyelse og skybrudssikring af den eksisterende fredede park, som er opdateret med nye funktioner i respekt for den oprindelige udførsel. Det er en vanskelig opgave, som er flot løst.
Klimaparken er i sig selv en hel eksempelsamling på skybrudssikring, som er integreret i byrummet. Man har formået at hæve en nødvendig skybrudssikring til æstetiske kvaliteter og tilføre nye funktioner til bylivet. De nye vandbassiner og skybrudsselementer i beton giver parken et robust udtryk, men har sanselige kvaliteter i betonens tilslag og detaljering.
Enghaveparken Klimapark er udført med stor respekt for den oprindelige historiske arkitektur, og samtidigt formår projektet at redefinere det oprindelige parkliv ved at indrette et nyt lag af byrum til bevægelse.”
Om projektet
Den historiske park Enghaveparken er blevet omdannet og er nu Københavns største klimaprojekt. Med et 22.600 m3 vandreservoir svarer parken på et behov for at håndtere fremtidige vandudfordringer. Udfordringerne omdannes positivt til en lang række nye opholds-, sanse- og bevægelsesmuligheder, der skal bruges både til hverdag og i tilfælde af skybrud.
De nye atmosfæriske vandhåndteringselementer åbner op for en både pragmatisk, sanselig og æstetisk fortælling, som forhåbentlig kan give anledning til nye refleksioner om klimaet. Når næste ekstremregnshændelse indtager parkens samtlige 35.000 m2 i ét sammenhængende vandspejl, er det både udtryk for en vandteknologisk og arkitektonisk bedrift og en naturens genkomst i en ny type urban metabolisme.
Enghaveparken er udført for Københavns Kommune, HOFOR og Områdefornyelsen Vesterbro af COWI, TREDJE NATUR og Platant. Hovedentreprenør er Hoffman A/S og arkitekt på boderne er Bertelsen & Scheving APS.
Læs mere om projektet og se de andre vindere.