TREDJE NATUR modtager den prestigefylde pris Årets Arne 2021 for Enghaveparken – Klimapark. Prisen er uddelt af kollegaer og opkaldt efter Arne Jacobsen.
Vi er utrolig glade og stolte over at have fået tildelt Årets Arne 2021 uddelt af Akademisk Arkitekforening København. Vært ved uddeling af prisen, Morten Birk Jørgensen, kalder den nye Enghavepark et udtryk for “overlegen arkitektonisk kunnen”. Videre udtaler han:
“Tredje Natur har fået et uhørt komplekst arbejde til at fremstå som et ’hvor svært kan det være’-projekt. Enghaveparken fremstår med en lethed, som integrerer et teknologisk komplekst program med den kulturhistorie, som parken er bærer af”.
Med transformationen af Enghaveparken har vi haft den komplekse opgave at skybrudssikre parken, som samtidig rummer Arne Jacobsens første værker og har et tidløst, nyklassicistisk udtryk. Ansvarlig partner på Enghaveparken Flemming Rafn udtaler:
“I nutidens klimaløsninger ser vi ofte, hvordan det arkitektoniske og det tekniske kæmper en ulige kamp og hvordan projekterne nogle gange er afkoblet vores fortid og fælles kulturarv og ikke mindst en stolt vision for hvordan vi kan leve i fremtiden. I Enghaveparken har vi søgt at skabe en integreret løsning, hvor den arkitektoniske arv videreføres i den tekniske løsning. Derfor er netop den arkitektfaglige anerkendelse der følger med prisen vigtig for os og ikke mindst bygherren og byen. Den enorme klimaudfordring, som ekstremregnen jo udtrykker, får i parken et nyt sanseligt og håndgribeligt udtryk igennem arkitekturen og det tror vi skaber et nyt rum for refleksion i byens rum. Det er lige præcis den type arkitektur vi brænder for at skabe i Tredje Natur, og vi er glade for at det netop er dette forhold der bliver vægtet i prisen.”
Et stort tillykke skal også lyde til COWI, Plantant, Københavns Kommune, HOFOR, Områdefornyelsen og Hoffmann A/S. Vi takker for et godt og vigtigt samarbejde, som har muliggjort den nye Enghaveparken.