Ole Schrøder er interviewet i det nyeste Freja Magasin omkring tæthed i vores byer sammen med partnere fra fire andre tegnestuer. På grund af klimabevidsthed og befolkningsprognoser peger alting på, at vi kommer til at skulle bygge tættere og mere stationsnært. Men er tætte byer også gode byer? Og er der en grænse for, hvor tæt vi kan bygge, hvis mennesker fortsat skal kunne fungere?
BY PÅ KLIMAETS PRÆMISSER
interview med Ole Schrøder af Eva Ørum for Freja Magasinet. Hele magasinet kan læses her.
“Det er slet ikke til diskussion, at vi bliver nødt til at bygge tættere, for klimaforandring og befolkningstilvæksten ændrer sig så enormt, at vi knapt nok fatter det. Men tæthed ser jeg ikke som problematisk. Vi skal bare have drejet perspektivet lidt. Jan Gehls teorier om betydningen mellem mennesker og det levende byrum er rigtige, men der skal tilføjes en overbygning i dag. Det er naturen. Og når vi gør det, mener jeg faktisk, vi kan bygge både højere og tættere endnu, uden at miste hverken nærhed, det gode bymiljø eller tilpasningen til klimaforandringerne. Vi kan blæse og have mel i munden.
Vi kan bygge både højere og tættere endnu, uden at miste hverken nærhed, det gode bymiljø eller tilpasningen til klimaforandringerne. Vi kan blæse og have mel i munden.
I mange år har vi indrettet byerne og formet bygninger på infrastrukturens præmisser og ikke reelt i forhold til det grønne og det blå og alt det andet, vi kalder natur. Jeg kan forklare forskellen ved at pege på Sønderho på Fanø. Husene ligger som vinden blæser, fordi vinden blæser. Og det fornemmer man sanseligt. Den koldeste luft rammer for eksempel den smalleste gavl for at minimere varmetabet. Det er altså ikke kun med dyre facader og materialer, vi kan tilpasse bygningerne. Det er også ved at begynde at tilpasse husene og planerne til den klimatiske kontekst og at turde at indrette byerne efter andre forhold, end hvor brandbilen skal køre
Det er altså ikke kun med dyre facader og materialer, vi kan tilpasse bygningerne. Det er også ved at begynde at tilpasse husene og planerne til den klimatiske kontekst og at turde at indrette byerne efter andre forhold, end hvor brandbilen skal køre
I Gladsaxe har vi netop udformet træbyggeriet Ny Vinkel et sted, hvor forudsætningerne er som alle andre steder i den tætte by. Der er rigtig meget trafikstøj og infrastruktur, og det løser man normalt via dyre facadeløsninger, som i dette tilfælde ville have været på bekostning af arkitekturen og den generelle oplevelse af byggeriet. Vi har udviklet selve bygningen, så formen arbejder mod støjen og med klimaet. Folk kan forstå bygningens form og snit og mærke materialerne. Som mennesker husker vi det, vi sanser, så når vi former på klimaets og naturens præmisser via arkitekturen og håndværket, så tager vi byen til os på en helt anden måde. Det er sådan set lige meget, om det er højt eller lavt. Højt byggeri bør ikke være ensbetydende med, at vi udelukker hensynet til mikroklimaet og naturen.
Højt byggeri bør ikke være ensbetydende med, at vi udelukker hensynet til mikroklimaet og naturen.
Udfordringen med den tætte by går i virkeligheden mest ud på at gøre den bedre i stand til at tilpasse sig klimaet. Når temperaturen stiger, og vandmængden gør det samme, nytter det jo ikke noget, at vi har bygget tæt og formet vores byer på måder, så vi til den tid ikke kan holde ud at opholde os der. Byen skal kunne ånde. Så uanset om vi bygger enkelte bygninger eller laver hele planer, skal vi spørge os selv helt enkelt; hvordan opleves det? Tæt på, langt fra, indefra og nedefra. Den tilgang blev sådan set allerede brugt i 1930’erne under den danske funktionalisme. Nu tager vi bare naturen endnu mere bogstaveligt.
Det er slet ikke for at kritisere det sted, vi er nået til nu. Faktisk synes jeg, at der er mange kommuner, investorer og bygherrer, der gør en del for, at vi kan bevæge os et meget fornuftigt sted hen. Det gælder jo også for byplanlægning, at det opleves forlæns men forstås baglæns. Så jeg håber og tror, at meget af det, der er skabt for 10, 20, 30 og 40 år siden stadig kan udvikle sig, så vores byer bliver ”loveable” og ikke bare ”livable.””
