Efter fem år i felten udruster TREDJE NATUR organisationen og udnævner to nye projektchefer, samtidig med at flere dygtige og erfarne folk ansættes.

I foråret fyldte TREDJE NATUR fem flotte år. Fem år, som i den grad har været begivenhedsrige. Tegnestuens første spæde skridt blev taget hurtigt og vi har efterfølgende løbet i et godt og sikkert tempo for at forfølge vores agenda. Vi arbejder konstant for at kortslutte det indgroede skel mellem by og landskab i arkitekturen, og balancere bygning og biologi i den tætte by og det åbne land. Vores arbejde har resulteret i, at vi nu kan kalde os en mellemstor tegnestue med 25 mand siddende, og flere store byggesager i gang. Det har været en spændende proces og vi føler os meget heldige med de mange sjove opgaver, kunder og samarbejdspartnere, vi har fået lov til at arbejde med.

Den professionelle udvikling af TREDJE NATUR har selvfølgelig også krævet en både organisatorisk og bemandingsmæssig udrustning. Vi har fokuseret på at samle et skarpt team, bestående af personer, som med hver deres ekspertise bidrager til, at vi kan levere arkitektonisk arbejde af allerhøjeste kvalitet i alle byggeriets faser.

TO NYE PROJEKTCHEFER
I foråret blev Jakob Ohm Laursen og Anders Juul Jensen, som begge har arbejdet hos TREDJE NATUR siden 2015, udnævnt til projektchefer. Projektchefernes fornemmeste formål er sammen med CEO Malene Krüger, at skabe sammenhæng imellem kunder, forretning og TREDJE NATURS agenda.

Jakob Ohm er arkitekt med mangeårig erfaring som projekt manager og sagsansvarlig. Det har givet ham en solid erfaring med at løse og koordinere store komplekse arkitektoniske projekter i tæt samarbejde med bygherrer, projekt- og brugergrupper.

”Jeg har altid trivedes godt med at skabe bro mellem den arkitektoniske faglighed og organisationen og forretningen bagved. De ting skal hænge sammen og ambitionen om at få dem til succesfuldt at mødes har jeg haft rig mulighed for at udleve hos TREDJE NATUR. Som projektchef glæder jeg mig til i endnu højre grad at kunne være med til at udvikle og professionalisere TREDJE NATUR på forskellige områder, samtidig med at fastholde vores klare arkitektoniske profil” siger Jakob.

Anders Juul Jensen er uddannet anlægsgartner og landskabsarkitekt. Anders har en solid erfaring i at indgå i alle facetter af et projekt og har både praktisk og teknisk erfaring med projektering, fagtilsyn, botanik, drift- og plejeplaner.

“Min vision som landskabsarkitekt har fra starten været, at arbejde med projektplanlægningen og sikre kvaliteten fra idéfase til udførelse. Det er vigtigt for mig, at brugerne er lige så begejstrede for det realiserede projekt, som for de første udkast og visualiseringer. TREDJE NATUR har over de sidste 5 år formået at være med i feltet om de store projekter og jeg glæder mig til bl.a. at varetage de opgaver der ligger nu, hvor vi for alvor skal i jorden og bygge” siger Anders.

NYE ANSIGTER
I de seneste måneder har vi ansat både dygtige og erfarne folk, som allerede er i fuld gang på vores projekter. Fælles for de mennesker der er blevet ansat er, at de udover at besidde relevante kompetencer, brænder for faget og for at være med til at føre TREDJE NATURs agenda ud i livet. Sammen vil vi skabe nye projekter, der løfter værdien for brugerne, byen og planeten. Tag godt imod dem!

Projekt Manager Dennis Rasmussen er bygningskonstruktør med stor viden og erfaring i at projektere og koordinere kvalitetsorienteret inden for hovedsageligt administrationsbygninger, parkeringshuse, boliger og skoler. Dennis har tidligere arbejdet hos bl.a. C.F. Møller og BIG. Dennis er projektleder på URBANPLANEN.

Arkitekt Martin Trier har en forudgående uddannelse som bygningskonstruktør og tømrer/snedker. Martin har tidligere været ansat hos bl.a. Henning Larsen, TNT Arkitekter og Gröning Arkitekter. Martin er en af TREDJE NATURs nøglepersoner på SØLUND.

Arkitekt Sofie Askholm Ibsen kommer med erfaring fra bl.a. Sou Fujimoto Architects i Japan og Enflo Arkitekter & Yxfeldt Arkitekter i Sverige. Sofie står i front for POP-UP PARKERING, der er på vej til at blive publiceret.

Landskabsarkitekt Nicolai Lindberg Mortensen har speciale i Green Space management og har tidligere været ansat hos Danielsen Urban Landscape. Nicolai er i fuld gang på BRYGGENS BASTION på Islands Brygge.

Praktikant Filip Heim, fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, Frederik Reese, fra Kunstakademiets Arkitektskole i Aarhus og Tina Høi, fra Landskabsarkitektur på Københavns Universitet, vil bidrage til udvikling af nuværende og fremtidige projekter. Trine Sørensen, fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, vil assistere Hulda Hallgrímsdóttir med tegnestuens kommunikation og forretningsudvikling.