TREDJE NATUR er med i konkurrencen om det nye Vandkulturhus på Papirøen sammen med vores team 3XN, Rambøll, Wallner Weiss og Casper Peter Risby Mortensen. Vi er derved et af de fem teams, der er udvalgt blandt 24 danske og internationale ansøgere.
Frem til starten af juni vil vores team samle de stærke kompetencer og slå stregerne til hvad der forhåbentlig bliver Københavns fremtidige Vandkulturhus med svømme- og foreningsfaciliter, en promenade og et havnebad på Papirøen. Det er en utrolig interessant og kompleks opgave, på en af Københavns absolut bedste placeringer.
Opgaven kræver et visionært rådgiverteam, der mestrer at skabe ophøjede og sanselige oplevelser og samtidigt gøre dem hyperfolkelige. Men det er i lige så høj grad en opgave, der stiller høje krav til byggeri ved og på vand, byggeri til store menneskemængder samt implementeringen af funktionelle faciliteter til vandsport. Med omtanke for denne svære balance har vi sammensat vores team og vi glæder os til at give os i kast med projektet og udforske mødet mellem havnen og bygningen, mellem ikonet og folkeligheden og mellem inde og ude. Vi vil lave hele Københavns Vandkulturhus.
HVEM ER VI OPPE IMOD
De fire andre prekvalificerede teams er:
- BIG med underleverandører Cobe, Hundsbæk & Henriksen, SLA Landsarkitekter, Dansk Energi Management & Esbensen, Teknologisk Institut, Gade & Mortensen og kunstnergruppen A KASSEN
- Kengo Kuma and Assocciates (Japan) med underleverandører Cornelius Vöge og Søren Jensen
- Aart med underleverandører Cubo Arkitekter, GBH Landskabsarkitekter, EKJ Rådgivende Ingeniører, kunstgruppen AVPD og Mikkel Knowles Gjelstrup
- ALA (Finland) med underleverandører Masu Planning, Petteri Nisunen Architects, Studio Octopi og Bluet Oy Ltd.
Den samlede udvikling af Papirøen forventes påbegyndt i starten af 2018 og ventes færdig i slutningen af 2021.