Tredje Natur og Kulturstyrelsen fortæller om baggrunden for og planerne om fornyelse af Enghaveparken. Enghaveparken er pt. et af Europas mest ambitiøse skybrudsprojekter. Med en vandkapacitet på 24.000 m3 skybrudsvand vil parken kunne tilbageholde 20 gange mere end den kendte Water Square i Rotterdam. Det er første gang TREDJE NATUR forelæser eksklusivt om projektet, så kom og hør alt om det storstilede projekt.
Enghaveparken er anlagt i 1929 og har igennem årene været en højt værdsat og stærkt besøgt park på Vesterbro, som er en bydel med ekstremt få fælles friarealer. Parken fremtræder slidt, dog ikke mere end at den i Kulturstyrelsens rapport fra 2013 om ’Fredning af selvstændige landskabsarkitektoniske værker’ er et af de i alt seks højest prioriterede anlæg, som bør fredes efter bygningsfredningsloven. Parken trænger til en istandsættelse og samtidig er den helt centralt placeret som led i klimasikringen af Vesterbro. Parken skal i fremtiden kunne tilbageholde hele 24.000 m3 skybrudsvand uden at dens rekreative funktioner eller de særlig kulturhistoriske hensyn tilsidesættes. Københavns Kommune har derfor – efter aftale med bl.a. Kulturstyrelsen – afholdt en konkurrence under devisen ’Respekt for historien, behov for fornyelse’.
Tredje Natur vandt sammen med et team med COWI og Platant konkurrencens 1. præmie og er nu i gang med projekteringen. Projektet er fuldt finansieret og p.t. Københavns vigtigste skybrudsprojekt. Parken har over 1 million årlig brugere. Arbejderne forventes igangsat i 2017 og den fornyede park indviet 2018.
Sted: Landbohøjskolens Bibliotek, Dyrlægevej 10 (OBS, er flyttet til denne adresse!)
Tilmelding: havehistoriskselskab@gmail.com
Pris: Arrangementet er gratis for meldemmer af Havehistorisk selskab og koster 50 kr for øvrige deltagende.
Læs mere på http://havehistoriskselskab.dk/