En station som ingen andre: visionær og smuk. Arkitektkonkurrence om S-togsstation i den nye by Vinge er afgjort.
Vinderen af den internationale arkitektkonkurrence om Vinge S-togsstation og en ny bydel er fundet. Et team med Henning Larsen Architects i spidsen og Tredje Natur, MOE A/S og irske Railway Procurement Agency er udpeget som vindere. Konkurrencens dommerkomite kalder forslaget både visionært og smukt
Pressemeddelelse fra Frederikssund Kommune 10.10.2014:
Ikke som de andre
”Skab en station, som der ikke er set magen til i dagens Danmark, og som kan give genklang nationalt og internationalt.” Sådan lød Frederikssund Kommunes ambitioner for Vinge S-togsstation og ny bydel i konkurrenceprogrammet.
Fem internationale tværfaglige teams deltog i den indbudte projektkonkurrence. Det blev den danske tegnestue Henning Larsen Architects i spidsen for et internationalt team bestående af TREDJE NATUR, MOE A/S og Railway Procurement Agency der har vundet Frederikssund Kommunes arkitektkonkurrence om Vinge S-togsstation og ny bydel med et visionært og smukt bud på en S-togsstation, der bliver helt central i den kommende by Vinge.
Tårnhøje visioner
”Visionerne for Vinge S-togsstation og Vinge ny bydel var tårnhøje. Og det er de stadigvæk. Vi er glade for at have fået fem rigtig kvalificerede bud på, hvordan vores ambitioner kunne indfries. Og vi er rigtig glade for det forslag, der har vundet.” Siger borgmester i Frederikssund Kommune og formand for dommerkomiteen John Schmidt Andersen. ”Det er lykkedes at skabe en station og et byrum omkring stationen, som har kvaliteter i sig selv, men som også bidrager til det omgivende landskab.”
Alt i ét greb
I dommerbetænkningen roses vinderforslaget for at være ”det forslag, som bedst kobler S-togsstation, natur og bystruktur i ét samlet greb.” Forslaget sikrer den vision og det greb som Frederikssund Kommune har i udviklingen af Vinge.
”Vi er utrolig glade for at være med til at starte udviklingen af Vinge med netop at designe stationen og centrum omkring den. Det er en symbolsk stærk start på en byudvikling. Vores idé er helt enkelt at skabe et integreret byrum, der samler byens og landskabets bevægelser. I Vinge bliver naturen en del af byen, og man vil kunne på bo på landet i byen,” siger Niels Edeltoft, der er arkitekt og projektchef hos Henning Larsen Architects.
By og land bliver blandet
Hele grundtanken i Vinge er at skabe en by, hvor naturen ikke er et tillæg til byen, men en del af byen. Netop stationen i Vinge er et rigtig godt eksempel på dette.
”Det vidner om både mod og fremsynethed, at vores forslag til det centrale Vinge vinder. Vi har på tegnestuen altid talt for, at by og land skal blandes, men vi har aldrig før mødt dén ambition så visionært udtrykt hos en bygherre, som vi har i Vinge. Derfor er det helt enestående for os at vinde konkurrencen, og vi glæder os til at udvikle forslagets både urbane og naturlige kvaliteter i den kommende tid.” siger Flemming Rafn Thomsen, stifter og partner i TREDJE NATUR.
Forbindelser på tværs af skinnerne
En af de store udfordringer i opgaven var at få skabt en station, der skaber forbindelser i byen i stedet for at dele Vinge i to. Arkitektteamets løsning er et landskabeligt træk, der strækker sig og lader landskabet fortsætte over skinnerne. Midt i landskabet er en cirkulær urban plads, der former sig organisk efter det omgivende landskab. Pladsen rækker over skinnerne og forbinder byen på tværs.
Se forslaget her.
Fakta om Vinge:
• Vinge er helt ny by, der bliver bygget i Frederikssund Kommune.
• Vinge får, når den er færdigudbygget om 20-30 år, 20.000 indbyggere og 4000 arbejdspladser.
• Vinge er med sine 370 ha pt. Danmarks største byudviklingsområde. Til sammenligning er Ørestad i København 310 ha.
Fakta om stationen:
Stationen i Vinge forventes at være færdig ultimo 2017. Det videre arbejde med udvikling af Vinge Centrum vil blive varetaget af et privat udviklingsselskab i samarbejde med Frederikssund Kommune. Det private udviklingsselskab forventes etableret i foråret 2015,
Fakta om konkurrencen:
Konkurrencen blev udskrevet den 2. maj 2014. Forslagene blev indleveret 19. august. Bedømmelsesperioden har været 29. august til 1. oktober 2014.
Deltagerne i arkitektkonkurrencen har været:
• Totalrådgiver COBE ApS i samarbejde med SLA A/S og Arup A/S
• Totalrådgiver KHR arkitekter A/S i samarbejde med BIG, Tyréns AB – Hansen, Carlsen & Frølund A/S, Via Trafik Rådgivning
A/S samt Bisgaard Landskabsarkitekter ApS
• Totalrådgiver Henning Larsen Architects A/S i samarbejde med TREDJE NATUR ApS, MOE A/S og RPA.
• Totalrådgiver Rambøll Danmark A/S i samarbjede med EFFEKT ApS, Snøhetta Oslo AS samt Møller & Grønborg AS
• Totalrådgiver Tegnestuen Vandkunsten A/S i samarbejde med BEaM og EKJ Rådgivende Ingeniører AS
Fagdommere:
Christian von Scholten, ingeniør, Ingeniørfagdommer udpeget af FRI
Jan Ammundsen, Arkitekt MAA, Fagdommer udpeget af Akademisk Arkitektforening
Jens Kvorning, Arkitekt MAA, Fagdommer udpeget af Akademisk Arkitektforening
Niels A. Dam, bygherrechef, Fagdommer for DSB
Dommerkomite:
John Schmidt Andersen, borgmester Frederikssund Kommune, Formand for Dommerkomiteen
Tina Tving Stauning, byrådsmedlem
Ole Søbæk, byrådsmedlem
Poul Henrik Hedeboe, byrådsmedlem
Hans Andersen, byrådsmedlem
Kasper Andersen, byrådsmedlem
Tom Lysgaard, byrådsmedlem
Fakta om tegnestuerne:
Henning Larsen Architects: Tegnestuen leder det vindende team og har også udarbejdet helhedsplanen for Vinge By i samarbejde med Effekt, Moe og Marianne Levinsen. Henning Larsen Architects er international anerkendt for sine smukke arkitektoniske værker som bl.a. koncerthuset Harpa på Island, der vandt den prestigefyldte Mies van der Rohe-pris sidste år. Tegnestuen arbejder også med flere projekter inden for bæredygtig byudvikling. Henning Larsen Architects blev grundlagt af Henning Larsen i 1959 og har igennem årene tegnet mange projekter i Danmark og mange steder i verden.
TREDJE NATUR: er et innovativt arkitektkontor, der arbejder for byer der er tilpasset det levende. Tegnestuen har base på Nørrebro i København, og arbejder bl.a. med bæredygtig bygningsarkitektur, grøn klimatilpasning og økologisk byudvikling.
MOE A/S: En af de største ingeniørvirksomheder i Danmark, og har eksisteret siden 1930. MOE A/S har bl.a. været rådgivere på Amagerforbrændingen, Den Blå Planet og Vilhelm Lauritzen Terminalen.
Railway Procurement Agency: Er et irsk statsligt organ, der er ansvarlig for at sikre levering af letbaner og metro infrastruktur samtidig med at levere top kvalitet personbefordring til flere projekter. RPA har været involveret i en lang række af internationale projekter.