Blandt 16 ansøgere er vi blevet prækvalificeret til at deltage i konkurrencen om Skt. Kjelds Plads og Bryggervangen. Området har særlig betydning for os, da det var i netop dette kvarter vi slog vores første streger og udviklede tegnestuens agenda i konkret dialog med den over 100 Ha store bydels borgere. I 2011 vandt vi Europan konkurrencen for kommunen og områdefornyelsen. Kort efter skybrudet i 2011 blev kvarteret udråbt som Danmarks første klimakvarter og tegnestuens hybride agenda by+land=bland! blev udfoldet her i de kommende år. Derfor er vi meget glade for igen at have en chance for at kunne arbejde i kvarteret. Denne gang bliver det sammen med Orbicon, Via Trafik, Tagtomat og Teknologisk institut. Se vores foreløbige anbefalinger til kvarteret her.
“Vi skal gøre København mere robust mod skybrud. Det kræver nye ideer og løsninger, så vi samtidig bruger regnvandet til at skabe nye rekreative byrum. Vi skal have mindre asfalt og flere grønne områder. Det er præcis det, der kendetegner arbejdet i Klimakvarter på Østerbro. Det kan blive en stor inspiration for resten af byen.” – Morten Kabell, Teknik- og miljøborgmester
Tegnestuens foreløbige samarbejde med kommunen og områdefornyelsen blev i 2013 udvalgt til at være med blandt 100 globale grønne løsninger i den prestigiøse Sustainia100 guide. Læs mere om Sustainia100 her.
De udvalge teams er:
– COWI A/S – Kragh & Berglund og Smith Innovation.
– Rambøll Danmark A/S – Atelier Dreiseitl GmbH.
– SLA – Alectia og Jens Rørbech.
– TREDJE NATUR – Orbicon, Via Trafik, Tagtomat og Teknologisk institut.
– NIRAS A/S – Møller & Grønborg.
Opgaven sættes gang ultimo oktober.
Læs mere om Klimakvarteret.