TREDJE NATUR er prækvalificeret til projektkonkurrence om ny S-togsstation, byrum og landskabsbro.
Vores team er udvalgt blandt 23 nationale og internationale konsortier, og nu skal i alt 5 teams komme med bud på en ny S-togsstation og landskabsbro i Vinge. Den fremtidige station bliver centrum i den kommende by Vinge, øst for Frederikssund. Projektet ligger midt i både by og natur og forbinder byen ved et brodæk på tværs af jernbanen. Et levende byrum, der er helt integreret i landskabet. Stationsområdet i centrum vil blive det mest tætte og urbane område i Vinge.
Med konkurrencen og udvælgelsen af de 5 teams har Frederikssund Kommune taget det første store skridt mod realiseringen af 1. etape af Vinge. En byudvikling som gennemgribende vil blive præget af det grundsynspunkt, at byer ikke er problemet, men løsningen på tiden og fremtidens udfordringer.
Ideer ønskes til ny S-togstation
Projektkonkurrencen omhandler endelig placering og design af den fremtidige Vinge S-togsstation inklusive brodæk og kommende infrastruktur. Derudover ønskes ideer til byggerier i direkte kobling til station og brodæk. Stationen er det centrale element, der skal binde Vinge sammen på tværs af jernbanen. Målet er at skabe en unik identitet og et velfungerende byrum, som er et nytænkende og ambitiøst bud på, hvordan en station integreres i en bymidte. Der skal etableres et brodæk over jernbanen, hvor brodækket er en videreførelse af Vinges centrale byfælled, Det Grønne Hjerte. Brodækket skal både rumme et rekreativt og levende byrum og fungere som vejføring.
De fem hold er:
– Henning Larsen Architects/ TREDJE NATUR/ RPA/ MOE/
– COBE/SLA/Arup
– KHR arkitekter/BIG/Tyréns AB – Hansen, Carlsen & Frølund/ Via Trafik/ Bisgaard
– Rambøll/ EFFEKT/ Snøhetta/ Møller Grønborg
– Tegnestuen Vandkunsten/ BEaM/ EKJ Rådgivende Ingeniører/ WSP
Se visionsfilm om Vinge