TREDJE NATUR er netop blevet prækvalificeret på ét af fem teams, der skal deltage i arkitektkonkurrencen Stålsatte Byrum. Konkurrencen afvikles fra oktober 2013 til april 2014 og er et partnerskab imellem Halsnæs Kommune og Realdania. TREDJE NATUR er på team sammen med COBE, Grontmij og Jonas Abkjær Andersen.
Frederiksværk adskiller sig i sin byplan og bygningsstruktur fra alle andre danske byer. Selve byen og dens identitet er knyttet til rollen som Danmarks største militære og industrielle kompleks. I dag er stålindustrien fortsat en levende del af byens erhvervsliv og borgernes selvforståelse. Alligevel er den industrielle arv med tiden blevet mindre synlig i Frederiksværk. Det er blevet vanskeligere at forstå og aflæse byens særlige kvaliteter og stolte industrihistorie.
Med Stålsatte Byrum skal byens historie igen gøres levende. Industrihistorien skal være det aktiv, der styrker byens særlige profil og bidrager med unikke oplevelser. Arkitektkonkurrencen skal demonstrere, at ved at tage afsæt i byens DNA – den industrielle historie – kan byen udvikle sig, så den både er fantastisk at vokse op i og en oplevelse at besøge.
Det er den opgave, som i alt 20 tværgående team – med landets fremmeste arkitekt- og landskabsarkitekter i spidsen – har vist interesse for. I udvælgelsen er der lagt vægt på de deltagende teams forståelse for opgaven, den faglige sammensætning og referencer.Landets ypperste
”Vi er imponerede over, at landets ypperste arkitekt- og landskabsarkitektvirksomheder har vist så stor interesse for Frederiksværk”, siger direktør Svend-Erik Nielsen, Halsnæs Kommune og fortsætter: ” Vi ser derfor frem til at byde de fem team velkommen i konkurrencen i sensommeren 2013. Og vi er særligt spændte på at se, hvordan industrihistorien kan integreres og formidles via byens rum og forbindelser. Og ikke mindst på, hvordan byens historiske strukturer og det nutidige hverdagsliv kan forenes på nye måder”.
”Vi har en ambition om, at vi med konkurrencen Stålsatte Byrum sætter en ny standard for, hvordan en bys historie og struktur kan blive ledetråd i en byudvikling. Frederiksværk har i kraft af sin unikke historie det der skal til, og vi ser frem til se, hvilke bud de fem teams kommer med ”, siger projektleder Eske Møller, Realdania.
De fire øvrige teams er:
Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, Kvorning Design & Kommunikation.
Entasis Arkitekter, LIW Planning, Svava Riesto, 2+1.
SLA, Dansk Bygningsarv, Arcgency , UiWE, Alectia .
SLETH, Erik Brandt Dam, Moe, Vera Noldus, Martin Zerlang, Ole Puggaard.
Læs mere hos Realdania