TREDJE NATUR er inviteret med i konkurrencen om et nyt frivillighus, der skal bygges ved landskontoret på Blegdamsvej.
UPDATE: Vi er gået videre til den endelige runde, hvor vi nu konkurrerer mod to andre arkitektteams!
Røde Kors Frivillinghus (RKF) skal udvikle det sociale frivillige arbejde til gavn for udsatte i Danmark og samle samle Røde Kors’ frivillige fra hele landet. Det skal være et ”laboratorium”, hvor frivillige lærer af hinanden, inspirerer hinanden, udvikler nye initiativer, undervises og får input fra forskere og kollegaer i andre organisationer. Huset opføres med støtte fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål.
TREDJE NATUR deltager på et stærkt team af rådgivere sammen med Dorte Mandrup Arkitekter, Lise Gamst samt Steensen & Varming. Vi glæder os til at deltage i det spændende forløb om at skabe et atypisk og vigtigt byggeri!
”Røde Kors er en åben, aktiv og engagerende landsforening, der er nysgerrig på sin omverden, med afsæt i stærke værdier om medmenneskelighed, neutralitet og frivillighed. Det er værdier, der også skal afspejles i Røde Kors Frivillighus, der skal være et levende laboratorium for udvikling af fremtidens frivillige-indsats.” – Susanne Larsen, præsident for Røde Kors og formand for styregruppen.
Røde Kors er Danmarks største frivillige sociale organisation med mere end 25.000 frivillige, der er aktive i 220 lokalafdelinger. De frivillige er engagerede i et væld af sociale aktiviteter som besøgstjeneste, patientstøtter, genbrugsbutikker, aktiviteter for unge mødre, integrationsaktiviteter og meget mere. Den internationale indsats består af udviklingsarbejde, eksempelvis at bygge brønde, forebygge skader ved oversvømmelser mv. samt den massive katastrofeindsats ved alt fra fødevarekatastrofer til oversvømmelser, jordskælv mv.
I Danmark har Røde Kors eksisteret siden 1876, og som alle andre Røde Kors-selskaber i verden tager arbejdet afsæt i syv principper: medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed, frivillighed, enhed og almengyldighed. Røde Kors adskiller sig fra andre humanitære organisationer ved at have et særligt mandat til at operere i krigszoner under beskyttelsesmærket med det røde kors på en hvid baggrund.
Læs mere hos Røde Kors.